Williams Semesterprojekt

Da Christina Skov Hegner fik en fødselsdepression, var hun omgivet af mennesker, der holdt af hende. Alligevel følte hun sig helt alene. Vejen ud af mørket startede, da hun fandt et fællesskab.

Af William Øster Enstrøm

Christina sidder på et kontor i Nordvest med sin mand, Morten, og deres andet barn, Sølvig. Året er 2019. Sølvig er kun to måneder gammel. Overfor dem sidder en sundhedsplejerske, som er i gang med at gennemgå resultaterne af to spørgeskemaer, som Christina lige har udfyldt. Siden Christina var 17 år, har hun drømt om at blive mor. Hun ville være en god mor. Sådan en der aldrig råber ad sine børn, men hører og anerkender deres følelser. Sådan en der spiser sammen med sin familie hver aften, men stadig har tid til at ses med veninderne. Sådan en mor tænkte Christina, at hun ville være. Men sådan blev det ikke. Spørgeskemaerne Christina lige har udfyldt, var til screening for fødselsdepression. Sundhedsplejersken kigger op fra papirerne og meddeler, at Christina har scoret henholdsvis 20 og 25 ud af mulige 30 point. Hvis man scorer over 11, er man i risiko for en fødselsdepression. 

En dårlig mor

Christina ligger i sin seng, under en dyne der føles tung som sten. Hun har allermest lyst til bare at blive liggende, at begrave sig under dynen, og vente på at nogen kommer og tager sig af hende.

”Det var jo virkelig følelsen af, ikke at kunne overskue at være voksen. Jeg ville bare være lille Christina, som mor skulle tage sig af.” siger Christina.

Men sådan er det ikke. Christina er selv mor. Så hun trækker sig ud af sengen, og imens hendes ældste datter er i vuggestue, sidder Christina hjemme med Sølvig.

”Jeg brugte det meste af tiden på at sidde i sofaen og græde,” siger Christina. 

Og imens hun sidder der, finder hun sin telefon frem.

”Jeg sendte lange beskeder til Morten, om hvor ulykkelig jeg var, og at jeg havde brug for, at han kom,” siger Christina.

I dag griner hun, når hun mindes sine beskeder til Morten.

”Det kunne han jo ikke, han var på arbejde.”

I denne tid kan Christina ikke huske fra næse til mund. Hun bryder sammen i gråd og afmagt, når hun glemmer, hvad hun leder efter i supermarkedet, og om natten ligger hun søvnløs, selvom det eneste hun ønsker er at sove. Hendes personlige hygiejne lider, fordi noget så simpelt som et bad pludselig føles som et ubestigeligt bjerg. Hendes hoved er stået af, men på samme tid kører hendes tanker hele tiden på højtryk.

”Du gør det ikke godt nok. Du er en dårlig mor. Dine børn ville have det bedre uden dig.”

Hun er godt klar over, at hun ikke har det godt. Men da sundhedsplejen fortæller hende, at alle indikatorer peger på en fødselsdepression, er det alligevel en ambivalent følelse, der rammer hende. 

”Jeg var lettet over, at det jeg følte faktisk var noget, men jo også ked af det, fordi nu blev det virkeligt. Det stod sort på hvidt.”

En smertefuld erkendelse

Ifølge tal fra sundhedsstyrelsen, er det omkring 11% af danske kvinder, der oplever en fødselsdepression.

“Vi kommer aldrig til at fjerne de lag, vi skal igennem, når vi skal hjælpe kvinden. Den erkendelse det er, at se sig selv i spejlet, som en af dem der fik svært ved at blive mor, er utroligt smertefuldt,” fortæller Joan Skytte.

Joan Skytte er uddannet sundhedsplejerske og leder for sundhedsplejen i Horsens, og hun er ikke i tvivl, om det ansvar hun har for at hjælpe forældre i samme situation som Christina.

“Den yderste konsekvens er jo, at det ikke bare påvirker morens liv, men også parforholdet og barnets tilknytning til moren,” fortæller hun.

Det er sundhedsplejerskerne, der i hver kommune står for at screene forældre for fødselsdepression. Men udover at bruge spørgeskemaer, har hver sundhedsplejerske et ansvar for at vurdere hver individuelle situation, hvis man spørger Joan Skytte.

“Vi arbejder som sundhedsplejersker bedst gennem relationen og direkte samtaler,” fortæller hun.

Når det er sagt, oplever Joan Skytte, at noget af det der hjælper folk med fødselsdepression, er at have nogen at spejle sig i.

“Vi ved, at gruppetilbud bare kan noget andet end individuel behandling. Når vi sætter forældre i grupper efter fødslen, så er det noget, der vokser ind i relationerne. Dem der står i ens situationer spejler og inspirerer hinanden,” fortæller hun.

Er det mig der er i stykker?

Under barslen går Christina i dagtimerne alene hjemme med Sølvig og sine mørke tanker. I hendes ensomme hverdag, begynder usikkerheden at slå rod.

“Jeg var enormt bange for at Morten gik fra mig, fordi han fik nok af mig, og syntes jeg var en belastning. Jeg er jo hele tiden så ked af det, det er der ikke nogen, der kan holde ud,” siger Christina.

Christina har oplevet mødre, der var pressede under deres barsel, men hun kender ingen, der har oplevet, det hun oplever.

“I min lille verden af venner og familie følte jeg mig enormt alene med det,” fortæller hun.

Og det giver kun de selvdestruktive stemmer i hovedet mere benzin at køre på.

“Hvorfor ser alle andre lykkelige ud? Hvorfor kæmper de ikke? Er det bare mig der er gået i stykker?”

Fællesskabet

Christinas venner forsøger at hjælpe hende. Men uanset hvor meget de forsøger, føler hun aldrig, at de rigtig forstår, hvordan hun har det. På Instagram laver Christina et post om sin oplevelse hos sundhedsplejersken. Hun skriver sådan her:

”Jeg græd og græd i bilen på vej hjem. Jeg er ked af det, rystet og fyldt af skam. Fødselsdepression!? Er det ikke kun dem som bliver indlagt og ryster deres børn? Er det ikke dem som låser deres grædende barn ind på et værelse?”

Gennem Christinas tid på barsel kommer Instagram til at spille en betydningsfuld rolle i bearbejdelsen af hendes depression. Her kan hun dele ud af sig selv, og endnu vigtigere, række ud til andre, der har det som hende.

I Christinas opslag skildrer hun sit liv, så ærligt som hun kan. Hun fortæller om mentale sammenbrud, om at fortryde sine børn, i de øjeblikke hvor hun har det værst, og om at føle at man er i bedring, kun for at ramme endnu en mur. Hun viser sig selv på sit mest sårbare.

“Jeg har da fået nogle skriv, fra nogen der ikke troede på, jeg havde det, som jeg havde det, fordi jeg kunne poste om det på Instagram,” fortæller Christina.

Men selvom det ikke er alle, der forstår, hvorfor Christina gør, som hun gør, så er der visse folk, der forstår hende soleklart. Og det er præcis de folk, som hun har savnet.

“Jeg kan huske første gang, der var nogen, der skrev ‘det der, det er præcist sådan, jeg har det’,” fortæller Christina med et stort smil på læben.

Christina har det stadig hårdt, men i det mindste mærker hun, at hun ikke er den eneste.

“Det var befriende at blive anerkendt i, at der var en masse andre, der oplevede det jeg oplevede.”

En sårbar tid

“Blandt mange er det blevet mere okay at fortælle, at man har det svært. Men i forbindelse med at blive forældre, clasher det stadigvæk med de mange fortællinger om, at det at få et barn er noget, man skal glæde sig til.”

Sådan fortæller Johanne Smith-Nielsen. Hun er lektor på Københavns Universitet, Institut for Psykologi og Center for Tidlig Indsats og Familieforskning. Og så er hun en af landets førende forskere indenfor fødselsdepressioner. Hun oplever at kvinder ofte har følelsen af at stå alene med deres fødselsdepression.

“Man kan sidde med følelsen af, at så er jeg ikke en del af det store fællesskab, dem der er på den rigtige måde. Så er jeg ikke normal, når jeg har de her følelser. Jeg er ikke, som jeg bør være,” fortæller hun.

Og det er en af grundene til, at det er vigtigt at tale højt om den slags. 

”Mange, der kæmper med det her, fortæller, at det vigtigste var, at høre at der var mange som dem, eller at møde nogen som dem. Så kan man blive en del af fællesskabet igen,” siger hun.

Og ifølge Johanne Smith-Nielsen er det at sprede kendskabet til fødselsdepressioner en vigtig del af at afstigmatisere emnet.

“Jeg tror, det er et vigtigt first step, for at folk tør række ud, opsøge hjælp og sige til deres vennekreds eller netværk, at jeg har det rigtig dårligt,” fortæller hun.

Lyset for enden af tunnellen

I dag er Christina ikke bare mor til Pinja og Sølvig. Hun sidder med den nyeste tilføjelse til familien i sit skød. Gro er fire måneder gammel. Mens hun klukker og strækker sig, vugger Christina hende roligt med sine ben. Christinas blik er blidt, og et mildt smil over hendes læber, da hun kigger ned på sin yngste datter.

På dette tidspunkt i Sølvigs liv, lå Christina begravet under dyner og tungsind. Når Sølvig lå i Christinas skød, var Christinas blik tomt. Christina brugte lang tid på at bearbejde sin fødselsdepression. Hun brugte tid hos sin psykolog, til kropsterapi og til kvindecirkel. Og i dag deler hun stadig enhver op- og nedtur på sin Instagram, netop fordi hun ved, at hun ikke er den eneste. Christina er stadig ikke den mor, hun forestillede sig, hun ville være, dengang hun var 17 år. Hun bliver stadig træt, hun bliver stadig sur, og hun bliver stadig overvældet. Men hun er en langt bedre mor, end den hun mente hun var tilbage i 2019. Dengang hun vandrede ensomt rundt under sin barsel. Dengang hun fortalte sig selv, at hendes familie ville have det bedre, hvis hun ikke var en del af den.

“Jeg øver mig i at have den samme omsorg for mig selv, som jeg har for mine børn,” fortæller Christina.